Danmarks bedste herresingle, Jan Ø. Jørgensen, er færdig ved Korea Open.
Danskeren tabte natten til fredag med 11-21, 14-21 til japaneren Kenichi Tago i kvartfinalen i den sydkoreanske hovedstad Seoul.
Fjerdeseedede Jan Ø. Jørgensen var på papiret favorit mod den femteseedede japaner, der dog trak fra midtvejs i både første og andet sæt.
Danskeren fulgte pænt med frem til stillingen 11-11 i første sæt, men så gik han ellers ned. Kenichi Tago vandt herefter de næste 10 dueller.
Lidt samme scenarium udspillede sig i andet sæt, hvor Jan Ø. Jørgensen var med frem til 8-8.
Med sejren er japaneren foran 6-5 i indbyrdes kampe mod Jan Ø. Jørgensen.
Nederlaget betyder, at der blot er et enkelt dansk islæt tilbage i Sydkorea.
Lidt senere på fredagen spillede den førsteseedede herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen sig sikkert videre til semifinalerne med en sejr over et useedet par fra Malaysia.
/ritzau/