Jan Ø. Jørgensen laver flot comeback og er i semifinale

Skrevet af admin

24/10/2015

Dagens topnyheder

Andenseedede Jan Ø. Jørgensen spillede sig fredag aften frem til semifinalen ved Super Series-turneringen French Open i Paris, en turnering han vandt for to år siden.

Den 27-årige badmintonspiller leverede en stærk indsats i kvartfinalen mod kineseren Tian Houwei, som blev besejret 21-18, 21-19.

Jan Ø. Jørgensen, der har kæmpet med sygdom efter VM i august, fik ellers en meget skidt begyndelse på kampen og kom bagud 4-11 i første sæt.

Efter coachingen med træner Kenneth Jonassen vendte danskeren tilbage til banen med fornyet energi og fokus, og med seks point på stribe fik Jan Ø. Jørgensen udlignet til 13-13.

Efter en spændende afslutning endte det med dansk sætsejr.

Andet sæt blev også meget spændende. Tian Houwei, der ligger nummer 11 på verdensranglisten, førte 16-13, men igen kom Jan Ø. Jørgensen tilbage.

Og på den tredje matchbold lykkedes det for danskeren at få kineseren til at sende bolden ud af banen.

Jan Ø. Jørgensen skal i semifinalen lørdag møde Tien Chen Chou fra Taiwan.

I herredouble vandt Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen den rent danske kvartfinale over Mathias Boe og Carsten Mogensen.

Det skete med cifrene 21-16, 17-21, 21-13.

Det er anden gang i år, at Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen får ram på deres mere rutinerede landsmænd, der vandt French Open sidste år.

/ritzau/