Jan Ø. Jørgensen overlever matchbold og vinder gyser

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

Det lignede en ekspeditionssag efter første sæt. Men det endte som en gyser af rang, da Jan Ø. Jørgensen onsdag aften spillede sig videre til anden runde ved French Open i Paris.

Den danske badmintonspiller endte med at besejre Hu Yun fra Hongkong med de noget omskiftelige cifre 21-3, 17-21, 24-22.

I tredje sæt havde Hu Yun en matchbold, da han førte 20-19.

27-årige Jan Ø. Jørgensen fik dog afværget et nederlag, og danskeren sikrede sejren på sin tredje matchbold.

Den andenseedede nordjyde var ellers fuldstændig dominerende i første halvdel af kampen.

Efter at have fejet gulv med Hu Yun i første sæt førte Jan Ø. Jørgensen 11-6 i andet sæt.

Herefter vandt verdensranglistens nummer 14 otte point i træk og tog siden sættet.

I tredje sæt skiftedes de to spillere til at have teten, inden Jan Ø. Jørgensen altså fik hevet sejren hjem til sidst.

/ritzau/