Jan Ø. Jørgensen stormer i semifinalen i Malaysia

Skrevet af admin

12/12/2013

Mest læste i dag

Der er grund til store smil i den danske lejr ved sæsonfinalen i Malaysia.

Onsdag gjorde danskerne rent bord med fire sejre i fire kamp, og torsdagen endte med tre danske sejre af fire mulige.

Torsdagens sidste danske sejr hentede herresinglen Jan Ø. Jørgensen, der slog Kinas Wang Zhengming sikkert i to sæt med cifrene 21-9, 21-10.

Dermed er Jan Ø. Jørgensen klar til semifinalen lørdag allerede inden sin sidste gruppekamp fredag mod verdensetteren Lee Chong Wei.

Både Jørgensen og Lee Chong Wei har vundet deres første to kampe, og dermed er det gruppens førsteplads, der er på spil i deres indbyrdes møde fredag.

Damedoublen Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl er også klar til semifinalen allerede inden sidste gruppekamp.

Duoen har vundet sine to første kampe i Malaysia, og det samme gør sig gældende for Christinna Pedersen i mixeddouble med makkeren, Joachim Fischer Nielsen.

Kun herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte torsdag til japanerne Hiryuki Endo og Kenichi Hayakawa. Danskerne kan dog stadig gå videre fra gruppespillet.

Men i og med at et par har trukket sig fra puljen, skal den danske herredouble ikke i aktion fredag.

Danskerne må siges at have en god chance for at nå semifinalen, men taber japanerne i to sæt til det par fra Sydkorea, som danskerne slog onsdag, skal regnemaskinen i aktion.

Mathias Boe har allerede via Twitter krydset fingre for, at koreanerne ikke vinder i to sæt med mellem seks og ni point i alt over japanerne, for så er det slut for danskerne.

Alle danskere skal i aktion fredag i sidste runde af gruppekampene. Semifinalerne spilles lørdag, finalerne spilles søndag.

/ritzau/