Jan Ø. Jørgensen storsejrer sig i VM-semifinale

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

Den danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen er i semifinalen ved VM i badminton.

Danskeren bankede fredag eftermiddag den kinesiske superstjerne Lin Dan i to sæt - 21-12 og 21-15 i kvartfinalen.

Han var klasser over kineseren, som virkede tung og uoplagt og måske havde svært ved at finde ud vinden i den svære hal i Indonesiens hovedstad Jakarta.

De fleste badmintonfans og eksperter havde en forventning om, at opgøret mellem Jan Ø. Jørgensen og Lin Dan ville blive kvartfinaledagens mest spektakulære kamp.

Derfor sad man og undrede sig over, hvad der var sket, da Jan Ø. Jørgensen førte 9-1 efter fire minutters badminton. Han havde blæst Lin Dan ud af banen.

Danskeren gjorde alt rigtigt, og det var som om, at den kinesiske stjerne slet ikke kunne komme i gang.

Lin Dan blev bedre, men så forvirret ud. Som om han ikke kunne finde ud af, hvad Jan Ø. Jørgensen ville foretage sig.

Andet sæt blev anderledes tæt. Jan Ø. Jørgensen var stadig fremragende, men tog måske til tider nogle dumme chancer. Dog ikke dummere end han for alvor kunne trække fra kineseren ved stillingen 6-6. Fra 10-8 kom Lin Dan aldrig tæt på igen.

Lin Dan er blevet kaldt den bedste badmintonspiller i herresingle nogensinde. Han er dobbelt olympisk mester. Han har vundet VM fem gange. Når han kun er seedet til femtepladsen ved VM, er det fordi, han har holdt en lang pause fra badminton.

Det var en stor skalp, Jan Ø. Jørgensen fredag tog i en VM-kvartfinale.

I lørdagens semifinale venter Lee Chong Wei fra Malaysia på danskeren. De to har mødt hinanden 13 gange før. Jan Ø. Jørgensen har kun vundet den ene.

/ritzau/