Jan Ø. Jørgensen vil sælge sig dyrt mod verdensetter

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen er i underhundens rolle, når han sent fredag aften spiller sin kvartfinale ved Denmark Open.

Den danske herresingle skal op mod verdensranglistens suveræne nummer et, Lee Chong Wei, i Odense Idrætshal, hvor den danske Super Series Premier-turnering bliver afviklet.

- Han er jo fantastisk, og han er voldsomt hurtig, siger 25-årige Jan Ø. Jørgensen.

Danskeren er bagud 1-6 i indbyrdes opgør mod malaysieren, der sammen med Kinas Lin Dan har domineret herresingle igennem 10 år på verdensplan.

Fire af kampene er dog gået over tre sæt, blandt andet da Jan Ø. Jørgensen i 2009 hentede sin hidtil eneste sejr over Lee Chong Wei.

Også derfor føler danskeren, at han har redskaberne til at gøre aftenen svær for verdensetteren.

- Jeg har presset ham nogle gange, og jeg har spillet gode kampe mod ham. Jeg tror, han synes, at jeg ikke er særligt fed at spille mod. Han ved, at jeg ikke slapper af og sælger mig selv dyrt, siger Jan Ø. Jørgensen.

Der er dansk repræsentation i fem af dagens kvartfinaler ved Denmark Open.

Klokken 15.30 går Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen på banen til en dansk dyst i damedouble mod Line Damkjær-Kruse og Marie Røpke.

Senere skal Christinna Pedersen spille mixeddouble sammen med makkeren, Joachim Fischer, og Danmark har yderligere en mixeddouble med i form af Anders Kristiansen og Julie Houmann.

Herredoublen med OL- og VM-sølvvinderne Mathias Boe og Carsten Mogensen skal også i aktion.

/ritzau/