Jan Ø. klar til Axelsens bøddel i Hong Kong-semifinale

Danmarks bedste herresingle i badminton er klar til semifinalerne ved Super Series-turneringen Hong Kong Open.

I fredagens kvartfinale vandt den andenseedede dansker over den femteseedede Wang Zhengming fra Kina med cifrene 21-16, 10-21, 21-13.

Efter en lige start på kampen trak Jørgensen fra midtvejs i første sæt, som han vandt på sin første sætbold, og hurtigt i andet sæt fik han også et forspring på tre point.

Men så fulgte en dårlig dansk periode. Kineseren vandt 18 af sættets sidste 22 point og vandt sættet klart.

I det afgørende sæt kom Jørgensen godt fra start med en føring på 5-1, men han mistede hurtigt grebet og byttede side ved stillingen 8-11.

Det lykkedes dog for danskeren at finde sit spil igen, og otte point på stribe efter stillingen 13-13 afgjorde kampen.

Nu venter en semifinale mod den sjetteseedede Son Wan Ho fra Sydkorea, der tidligere fredag slog Viktor Axelsen i to sæt.

Vinder Jørgensen også den, kan han meget vel komme op imod den topseedede kineser Chen Long i finalen.

Også den danske herredouble-konstellation med Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen er klar til semifinalerne lørdag.

/ritzau/

Dagens Gossip