Jan Ø klar til kvartfinale i Kina

Sjetteseedede Jan Ø. Jørgensen er klar til kvartfinalen ved Super Series-turneringen China Masters i Changzhou.

Den danske badmintonspiller gjorde kort proces i anden runde mod verdensranglistens nummer 25, Tien Chen Chou fra Taiwan.

Cifrene blev 21-13, 21-14 i dansk favør.

De to mødtes også ved VM i sidste måned, hvor Jan Ø. Jørgensen sejrede i tre sæt.

Ved China Masters var der imidlertid ingen tvivl om udfaldet.

Fra stillingen 3-3 i første sæt tog Jan Ø. Jørgensen kommandoen og dominerede i resten af sættet, som han vandt på sin tredje sætbold.

I andet sæt stormede danskeren frem til en 4-0-føring, og han efterlod ingen tvivl om udfaldet.

I kvartfinalen venter enten kineseren Chen Yuekun eller japaneren Kento Momota, der mødes senere torsdag.

Den danske herredouble med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding skal også i aktion ved China Masters torsdag. Parret møder en kinesisk duo.

/ritzau/

 

Dagens Gossip