Jan Ø. lever ikke op til finaleseedning i Hongkong

Skrevet af admin

22/11/2014

Dagens topnyheder

Det lykkedes ikke for Danmarks bedste herresingle i badminton at spille sig frem til finalen ved Super Series-turneringen Hong Kong Open.

Trods sin seedning som nummer to tabte han lørdagens semifinale til den sjetteseedede Son Wan Ho fra Sydkorea, der fredag også sendte Viktor Axelsen ud af turneringen.

Ligesom i kvartfinalen sejrede Son Wan Ho i to sæt. Denne gang 21-15, 21-15.

Fra start var det sydkoreaneren, der dominerede og hurtigt bragte sig foran 7-1. Jørgensen var tæt på at få kontakt ved 15-17, men så lukkede modstanderen ned for sættet.

Andet sæt udviklede sig mere lige, men ved stillingen 12-12 trak sydkoreaneren fra og så sig aldrig tilbage. Han afgjorde kampen på sin første matchbold efter 43 minutter.

Tidligere lørdag tabte også herredouble med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding deres semifinale, og dermed bliver søndagens finaler helt uden dansk deltagelse.

/ritzau/