Jan Ø. nemt videre ved VM i badminton

Skrevet af admin

25/08/2014

Mest læste i dag

Jan Ø. Jørgensen spillede sig mandag uden de store problemer videre til anden runde ved VM i Ballerup.

Danmarks bedste kort i herresingle slog nemt belgiske Maxime Moreels med 21-15, 21-11.

Som sætcifrene antyder, så fulgte Moreels fint med i første sæt, mens der til gengæld ikke var så meget spænding i andet sæt, da Jørgensen hurtigt trak fra.

Og danskeren selv var også godt tilfreds med kampens forløb.

- Det gik som det skulle. Modstanden var overkommelig, så det gik hen og blev en træningskamp til sidst, hvor jeg fik prøvet lidt forskellige slag af. Så jeg er meget tilfreds, det var den optimale start på turneringen, siger Jan Ø. Jørgensen.

Som cifrene i første sæt indikerer skulle danskeren dog lige have styr på lidt nerver i kampens start.

- Jeg ramte ikke 100 procent i dag, men jeg er på vej derop. Jeg var mere nervøs op til dagens kamp, end jeg plejer at være før en første runde-kamp. Men det er vilkårene, når det er VM på hjemmebane, siger en smilende Jan Ø. Jørgensen.

I anden runde skal den tredjeseedede dansker sandsynligvis på endnu en overkommelig opgave, når han skal møde Eetu Heino. Finnen slog senere på mandagen italienske Giovanni Greco.

/ritzau/