Jan Ø. spiller sig i kvartfinalen i Korea Open

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

Mens de øvrige danske herresinglespillere sagde hurtigt farvel til Super Series-turneringen Korea Open, er Jan Ø. Jørgensen godt på vej til at leve op til sin semifinaleseedning.

Jørgensen spillede sig torsdag formiddag i kvartfinalen, da han helt som ventet besejrede Japans Kazumasa Sakai med 21-19, 21-18.

Sakai er nummer 36 på den seneste verdensrangliste, hvor danskeren ligger flot placeret som nummer tre, men alligevel ydede japaneren fin modstand i en kamp, der varede 47 minutter.

Både i første og andet sæt var Sakai komfortabelt i front, inden Jørgensen samlede sig og sikrede sig en sejr i to sæt.

Forude venter endnu en japansk modstander i form af femteseedede Kenichi Tago, og her er der lagt op til en jævnbyrdig kamp.

Stillingen er 5-5 i indbyrdes kampe mellem de to spillere, men Jan Ø. Jørgensen vandt sidste gang, de stod over for hinanden. Det var i finalen i French Open i oktober.

Den danske deltagelse i Korea Open er ud over Jørgensen nu barberet ned til herredoublen med Carsten Mogensen og Mathias Boe.

De topseedede VM- og OL-sølvvindere spillede sig torsdag i kvartfinalen ved at besejre japanerne Hashimoto og Hirata i tre sæt.

/ritzau/