Jan Paulsen ny træner i Mors-Thy

Som forventet bliver Jan Paulsen ny cheftræner i Mors-Thy.

Mors-Thy stod for en meget tidlig trænerfyring i herrernes håndboldliga, da de tirsdag fyrede Anders Thomsen efter blot tre kampe. Nu har klubben allerede løsningen på plads, da det er lykkedes dem at lokke Jan Paulsen ind som redningsmand.

Som bt.dk skrev tirsdag, så har Jan Paulsen været Mors-Thys absolutte førsteprioritet, og parterne var hurtigt i dialog efter fyringen af Anders Thomsen. Og nu er Jan Paulsens comeback i Mors-Thy, som han sensationelt førte til DM-semifinalerne i sidste sæson, altså en realitet.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor det samtidig fremgår, at Paulsen i første omgang er hentet ind til at styre bænken i lørdagens kamp mod Ribe-Esbjerg.

- Vi har haft nogle enormt gode snakke de sidste par dage med Jan - og vi må sige, at han har udvist stor forståelse for klubbens situation. Hans forhold til spillere og lokalsamfundet gør, at han ser det som en stor selvfølge at hjælpe, når nu klubben kommer og beder om det, på trods af, at der er skiftet 10 spillere ud i truppen siden sidste sæson, hvilket helt naturligt gør opgaven noget sværere for Jan, men han har alligevel mod på opgaven. Det er vi ikke bare glade for - det giver os også endnu større respekt for Jan, at han vælger at se tingene, som han gør. Det er storsind, som hjælper os i en meget svær og dum situation, skriver klubben i pressemeddelelsen, hvor de samtidig understreger, at man gerne ser Jan Paulsen som den permanente løsning på trænerbænken.

- Med dette har vi en løsning i denne uge – så må vi se om Jans planer for fremtiden gør, at vi også kan finde en løsning på den lange bane, lyder det videre.

Dagens Gossip