Jan Ullrich holder mund om doping

Efter Lance Armstrongs dopingindrømmelse har flere andre tidligere cykelstjerner benyttet lejligheden til at få lettet hjertet i forhold til, hvad de måtte have foretaget sig af ulovligheder tidligere i karrieren.

Herhjemme har både Michael Rasmussen og Rolf Sørensen indrømmet at have benyttet doping, men man skal ikke forvente, at tyske Jan Ullrich følger trop.

I en blog på Eurosports hjemmeside indrømmer han ganske vist, at han ikke er helt pletfri, men det bliver også ved det.

- Alle kan tænke sig til, hvad der foregik i cykelsporten i fortiden, og jeg havde min andel i det, skriver den tidligere Telekom-rytter.

Ullrich, der stoppede karrieren i 2007 efter den såkaldte Operacion Puerto, afviser dog at uddybe præcis, hvad han har foretaget sig.

- Efter at have fået min straf i det sportslige system valgte jeg en vej, som ikke alle forstår, men som er den rigtige for mig.

- Min aktive karriere ligger mere end 10 år tilbage, og alt, hvad der er vigtigt for mig og min familie, er fremtiden.

- Jeg vil klare det på egen hånd i stedet for at trække de folk og sponsorer, der støttede mig i karrieren, ind i det.

Jan Ullrich vandt Tour de France i 1997. Han blev udelukket fra at deltage i løbet i 2006 på grund af mistanke om, at han havde været kunde hos den dopingmistænkte læge Eufemiano Fuentes.

Ullrich blev dog først i februar 2012 kendt skyldig i doping. Ullrich opgav at anke dommen, og han har senere indrømmet, at han rent faktisk havde kontakt til Fuentes.

/ritzau/dpa

 

Dagens Gossip