Jannik Hansen scorer vigtigt mål i canadisk NHL-dyst

Skrevet af admin

30/12/2013

Dagens topnyheder

Jannik Hansen noterede sig natten til mandag dansk tid for sin syvende sæsonscoring i NHL, da den danske ishockeystjerne sammen med Vancouver Canucks vandt 2-0 ude over Calgary Flames.

Danskeren scorede til 1-0 i første periode, mens holdkammeraten Mike Santorelli afgjorde opgøret med 2-0-målet i tredje og sidste periode.

Der var også sejre til Frans Nielsen og Peter Regin, som sammen med New York Islanders vandt 5-4 på udebane over Minnesota Wild.

Sejren blev sikret, selvom Islanders var bagud 0-3. Ingen af danskerne bidrog med point i kampen.

Til gengæld tabte den danske målmand Frederik Andersen sammen med Anaheim Ducks. Trods 20 redninger fra 23 skudforsøg fra danskeren tabte Ducks 1-3 på udebane til San Jose Sharks.

Lars Eller og Montreal Canadiens tabte 1-4 ude til Florida Panthers.

/ritzau/