Jannik Vestergaard pander Werder Bremen til point

Skrevet af admin

12/12/2015

Mest læste i dag

Den danske landsholdsspiller Jannik Vestergaard har endnu en gang understreget sin målfarlighed.

Forsvarsspilleren scorede lørdag eftermiddag, da Werder Bremen på hjemmebane spillede 1-1 mod FC Köln i Bundesligaen.

Det var Vestergaards anden ligascoring i denne sæson. I sidste måned kom han desuden på måltavlen for landsholdet, da han scorede i det samlede playoffnederlag til Sverige.

Lørdag var der kun spillet fire minutter, da han steg til vejrs og headede sit hold i spidsen efter oplæg af Clemens Fritz.

Syv minutter før pausen havde hjemmeholdet en stor chance for at øge føringen, men Anthony Ujah misbrugte straffesparket.

I stedet udlignede udeholdet 11 minutter før tid ved Dusan Svento til 1-1.

I kampens overtid blev Frederik Sørensen skiftet ind for Köln.

Wolfsburg havde Nicklas Bendtner siddende på bænken i hele kampen, da det på hjemmebane blev 1-1 mod Hamburger SV.

Udeholdet kom foran midt i første halvleg på en scoring af Nicolai Müller. Først 12 minutter før tid udlignede Maximilian Arnold.

Hos Hannover 96 var Leon Andreasen med i hele kampen, da det på udebane blev til nederlag på 0-1 mod Hoffenheim.

Endelig hentede topholdet Bayern München den ventede pligtsejr hjemme over Ingolstadt, som dog holdt stand frem til midt i anden halvleg.

Derefter sørgede Robert Lewandowski og Philipp Lahm for scoringerne, så kampen sluttede 2-0.

Bayern fører Bundesligaen med 43 point for 16 kampe. Borussia Dortmund er otte point efter, men har spillet en kamp færre.

/ritzau/