Janukovitj: Dårlig fred er bedre end god krig

Den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, opfordrer sit folk til at holde sig til fredelige demonstrationer.

Hans hjemmeside citerer ham for at sige, at såvel demonstranter som politi skal holde sig til loven.

- En dårlig fred er bedre end en god krig, som han siger i sin første kommentar til urolighederne i weekenden.

Da trodsede omkring 100.000 mennesker forbuddet mod demonstrationer og gik på gaderne i hovedstaden Kijev for at vise deres utilfredshed med, at præsidenten har sagt nej til en associeringsaftale og et tættere samarbejde med EU.

I stedet rykke Ukraine tættere på Rusland.

- Alle må overholde statens love, siger præsidenten på hjemmesiden.

Mange blev kvæstet under sammenstød i weekenden.

Ifølge tv-rapporter i Ukraine agter præsidenten at rejse på et fire dage langt besøg til Kina som planlagt.

Det betyder ifølge planen, at han begiver sig af sted tirsdag, og det er samme dag, som parlamentet i Kijev ifølge premierminister Mykola Azarov skal drøfte, om der skal holdes en mistillidsafstemning mod regeringen.

Han advarer samtidig om, at oppositionen arbejder med drastiske planer

- Vi ved, at der arbejdes med en plan om at besætte parlamentet, siger han til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Han siger videre, at den politiske opposition har en "illusion" om, at den kan vælte den eksisterende orden.

Vladimir Putin, Ruslands præsident, kritiserer i en kommentar demonstranterne på de ukrainske gader.

- Begivenhederne i Ukraine minder mere om en pogrom end om en revolution, siger han under et besøg i Armenien.

- Det har ikke meget at gøre med Ukraines forhold til EU, mener Putin.

Pogrom er forfølgelse eller angreb på et folk og bruges særligt om forfølgelse af jøder omkring år 1900 i Rusland.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip