Janukovitj fyrer chefen for den ukrainske hær

Chefen for den ukrainske hær, Volodymyr Samana, har onsdag fået fyresedlen af landets præsident Viktor Janukovitj. Det skriver BBC, der citerer præsidentens hjemmeside.

Fyringen sker midt i de værste sammenstød i landets tre måneder lange konflikt mellem Janukovitj og modstandere af regeringen, der kræver præsidentens afgang.

Urolighederne i hovedstaden Kijev eskalerede voldsomt tirsdag aften, da demonstranter genbesatte byens rådhus.

Kampklædt politi svarede igen og stormede protestlejrene på Uafhængighedspladsen, hvor demonstranter kastede brandbomber, skød med fyrværkeri og kastede sten mod politiet.

Mindst 25 personer meldes dræbt og over 500 er såret.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Janukovitj allerede fundet en ny til at overtage pladsen. Således er admiral Jurij Iljin, der tidligere har været leder af den ukrainske flåde, udpeget som Volodymyr Samanas efterfølger.

Hverken præsidenten eller præsidentens bagland har givet en forklaring på udskiftningen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip