Janukovitj vil drøfte krise med opposition

Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, vil invitere oppositionspartierne til en dialog om, hvordan et politisk kompromis kan opnås.

Det sker efter, at den politiske krise i Ukraine eskalerer dag for dag.

I en udtalelse på Janukovitjs hjemmeside står der, at "oppositionen ikke bør afvise denne invitation", og at "de ikke bør gå ned af konfrontationernes og ultimatummernes vej".

I meddelelsen fastslår Janukovitj samtidig, at politiet "aldrig vil ty til vold mod fredelige demonstranter".

Men Janukovitjs invitation fik ikke nogen varm modtagelse hos oppositionen. Protestlederne Oleg Tyahnibok og Arsenjy Jastenyuk fastslog onsdag, at en dialog ikke kan komme på tale, før Janukovitj imødekommer nogle af demonstranternes krav.

Oppositionen og demonstranter har i ugevis krævet, at Janukovitj skal træde tilbage, og at den fængslede oppositionsleder Julia Timosjenko løslades.

Og demonstranter forlanger desuden, at de sikkerhedsstyrker, der har brugt vold mod befolkningen, straffes.

Oleg Tyahnibok beskrev onsdag Janukovitjs træk som "en farce og en komedie".

EU og USA har i løbet af de seneste dage opfordret Janukovitj til at indgå en bred politisk dialog, efter at den ukrainske befolkning i mere end to uger har gennemført massive protester i det centrale Kijev.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, er i disse dage i Kijev i et forsøg på at mægle i konflikten.

Befolkningens pres på Janukovitj voksede, da han for godt to uger siden afviste en associeringsaftale med EU til fordel for et tættere samarbejde med Rusland.

Den beslutning har medført store demonstrationer, der i flere tilfælde har udviklet sig til voldsomme sammenstød med politiet.

Tidligere onsdag stormede politi i kampuniformer rådhuset i den ukrainske hovedstad for at tvinge demonstranter ud af den besatte bygning, siger kilder i oppositionen.

Demonstranterne svarede øjensynligt igen ved at sprøjte med vand mod politiet fra brandhaner på stedet.

Onsdag kom det også frem, at Ukraines premierminister Mykola Asarov har bedt EU om et lån på 20 milliarder euro (over 145 milliarder kroner).

Det store økonomiske lån er angiveligt nødvendigt, hvis landet alligevel skal underskrive en handels- og associeringsaftale med EU.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV