Japan efter 0-0-skuffelse: Vi spillede alt for langsomt

Skrevet af admin

20/06/2014

Mest læste i dag

Det var en skuffet japansk landstræner, der i nat dansk tid mødte op til pressemøde, efter 0-0-kampen ved VM mod Grækenland i gruppe C.

Selvom Japan dominerede kampen og spillede 11 mod 10 det meste af opgøret, efter at Grækenland fik et tidligt rødt kort, lykkedes det aldrig for japanerne at udnytte deres chancer.

- Vi forsøgte at angribe. Vi var nødt til at spille vores spil. Vi kunne ikke nøjes med uafgjort. Det her er ikke et positivt resultat. Vi skulle helt sikkert have vundet, siger Japans italienske træner, Alberto Zaccheroni, til Reuters.

- Vi manglede idéerne til at skabe chancer. Vi lavede en masse gode ting, men vi havde ikke fart nok i spillet.

- I anden halveg var vi flest spillere på banen, og vi skulle have spillet bolden meget hurtigere rundt. Vi spillede alt for langsomt. Der var ikke megen bevægelse og dybde, siger han.

Det var Grækenlands anfører, Kostas Katsouranis, der måtte forlade banen i 38. minut efter at have fået to gule kort i kampen.

Japan tabte den første kamp i VM-slutrunden 1-2 til Elfenbenskysten. Derfor er japanerne nu nødt til at hive en sejr hjem over Colombia, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at komme med videre til 1/8-finalen.

Også Grækenland er nødsaget til at vinde sin næste kamp over Elfenbenskysten, hvis grækerne skal være med blandt de sidste otte. Noget som landet ikke tidligere har prøvet ved en VM-slutrunde.

Colombia fører lige nu gruppe C med seks point, mens Elfenbenskysten har tre point. Både Japan og Grækenland har hver et point.

/ritzau/