Japan gør klar til at genåbne atomanlæg efter katastrofe

Et atomanlæg i det sydlige Japan har onsdag bestået det første sikkerhedstjek, og atomkraftværket gør dermed klar til at blive det første, der genåbner efter Fukushima-katastrofen i 2011.

For første gang i fire årtier må japanerne klare sig uden atomanlæggene denne sommer og i stedet benytte sig af dyre fossile brændstoffer fra udlandet.

Men premierminister Shinzo Abe forsøger at få genstartet atomindustrien og landets 48 reaktorer, som en efter en er blevet lukket siden atomulykken for over tre år siden. Det sidste kraftværk trak stikket sidste år.

Kyushu Electric Co's Sendai-kraftværk ventes at blive det første anlæg, der åbner i løbet af efteråret.

Et voldsomt jordskælv og en efterfølgende tsunami ødelagde Fukushima-værket i marts 2011, hvilket betegnes som den værste atomulykke siden Tjernobyl-katastrofen i 1986.

Jordskælvet, der havde en styrke på 9,0, udløste en tsunami med bølger på op til 30 meter, som skyllede indbyggere og huse væk. På Fukushima, der ligger 220 kilometer nordøst for Tokyo, kunne værkets katastrofesikring ikke holde vandmasserne væk.

Tsunamien var for høj og skyllede hen over muren ved værket. Tre af de seks reaktorer nedsmeltede, og der skete massive radioaktive udslip.

Tsunamien ødelagde store dele af Japans kyststrækning og dræbte flere end 18.000 mennesker.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV