Japan parat til at tilbyde eksperimental ebola-medicin

En japansk virksomhed er i gang med at udvikle en kur mod den dødelige ebola-virus, og nu er Tokyo klar til at tilbyde eksperimental ebola-medicin til tusindvis af smittede mennesker.

Det siger en japansk topembedsmand mandag.

- Vores land er parat til at yde ikke-godkendt medicin i samarbejde med producenten, hvis vi får en anmodning fra WHO, (World Health Organization), siger regeringens kabinetssekretær, Yoshihide Suga.

WHO har drøftet brugen af ikke-godkendt medicin i et forsøg på at inddæmme udbruddet i Afrika, der har kostet mere end 1400 mennesker livet, og tusindvis skulle være smittet med ebola.

Et panel under WHO har tidligere sagt, at det er etisk forsvarligt at tilbyde eksperimental behandling.

- Vi er parat til besvare individuelle forespørgsler fra sygehjælpere under visse omstændigheder, hvis det er et kritisk tilfælde, siger Yoshihide Suga.

Medicinen, Suga refererer til, er Avigan, som er en tablet, der blev godkendt som et middel mod influenza i Japan i marts. Lige nu bliver det testet i USA.

Dets udvikler Fujifilm Holdings siger, at det allerede har fået forespørgsler fra udlandet, men det vil ikke sige hvor mange eller fra hvilke lande.

Firmaet, der har søgt ind på sundhedsområdet, har relativt store mængder af den pågældende medicin, siger talsmand Takao Aoki.

- Vi kan levere medicin til mere end 20.000 mennesker, siger han.

Det er ikke første gang, at man vil afprøve eksperimental medicin mod den dødelige ebola-virus.

Medikamentet ZMapp blev brugt til to amerikanere og en spansk præst, der var smittet med ebola i forbindelse med deres hjælpearbejde i Vestafrika. De to amerikanere er nu udskrevet fra hospitalet i USA, men den spanske præst er død af sygdommen.

Det amerikanske firma Mapp Biopharmaceutical, der producerer ZMapp, sagde tidligere på måneden, at det har sendt al sit tilgængelige medicin til Vestafrika.

Dødstallet er oppe på 1427, siden udbruddet begyndte i det vestlige Afrika. Sierra Leone er sammen med Guinea og Liberia hårdest ramt, men i Nigeria har der også været enkelte dødsfald.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV