Japan pumper overraskende flere penge ud i systemet

Skrevet af admin

31/10/2014

Mest læste i dag

Det kører langtfra som smurt i Japan.

Centralbanken i det asiatiske land, der er verdens tredjestørste økonomi, har fredag overraskende valgt at lempe sin pengepolitik af frygt for, at væksten ikke kommer op i gear.

Det er et midlertidigt prispres, der har fået Bank of Japan til at træde yderligere på speederen.

Banken er blandt andet nervøs for, at faldende oliepriser vil påvirke priserne på forbrugsvarer. Dermed risikerer man en længerevarende situation med stagnation - eller værre endnu en periode med deflation, hvor forbrugerpriserne falder.

Netop deflation har Japan mange års bitre erfaringer med.

Centralbanken har blandt andet besluttet at øge sine årlige opkøb af statsgæld med omkring 30 billioner yen til i alt 80 billioner yen. Det svarer til svimlende 4322 milliarder kroner.

Desuden vil man fremover købe gæld med længere løbetid.

Finansmarkederne reagerede lynhurtigt på den overraskende optrapning af centralbankens opkøb. Det toneangivende japanske aktieindeks Nikkei steg til et syvårigt højdepunkt.

Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i Carnegie, siger i en kommentar, at Tyskland og Sydkorea bør være betænkelige ved de japanske lempelser.

- Det er positivt, at Japan gør mere for at styrke økonomien, men at det sker via at øge det pengepolitiske eksperiment i stedet for via finanspolitikken og reformer er skidt for os andre rent konkurrenceevnemæssigt.

- Det øger også risikoen for en global valutakrig. Det er især betænkeligt for Sydkorea og Tyskland, der er de to lande med størst konkurrence med Japan på produktsiden, lyder det fra Henrik Drusebjerg.

Beslutningen blev truffet på et møde fredag i Bank of Japans styrelse, hvor fem medlemmer stemte for lempelserne, mens fire var imod.

/ritzau/Reuters