Japan-stjerner gør kvartfinaler komplette ved Asian Cup

Med sejren på 2-0 over Jordan sikrede Japan sig tirsdag sin tredje sejr i gruppespillet ved Asian Cup.

Dermed går slutrunden ind i sin knald-eller-fald-fase, hvor Japan som vinder af gruppe D skal møde nummer to fra gruppe C, Forenede Arabiske Emirater.

Jordan behøvede point for at holde liv i chancen for avancement, men to af Japans største stjerner i europæisk fodbold ville det anderledes.

Milan-spilleren Keisuke Honda gjorde det til 1-0 midt i første halvleg, og Shinji Kagawa fra Borussia Dortmund cementerede otte minutter før tid.

I gruppens anden kamp sikrede Irak sig andenpladsen med sejren på 2-0 over Palæstina. Nu skal Irak møde Iran i en interessant kvartfinale.

Allerede i weekenden stod det klart, at de øvrige kvartfinaler kommer til at stå mellem værtsnationen Australien og Kina samt Sydkorea mod Uzbekistan.

/ritzau/

Dagens Gossip