Japan tygger på kæmpe økonomisk indsprøjtning

Japans premierminister, Shinzo Abe, og hans regering overvejer at tilføre den stillestående økonomi en indsprøjtning på 29,2 milliarder dollar, omkring 175 milliarder kroner.

Det skriver japanske medier.

Der er i givet fald tale om et af de første politiske skridt, som Abe tager, efter at han onsdag blev taget i ed som regeringschef i Japan, verdens tredje største økonomi.

De japanske aviser citerer unavngivne kilder for at sige, at knapt en tredjedel af pakken skal gå til at hjælpe de områder, der stadig lider under den store tsunamikatastrofe i 2011. Det er de nordøstlige kystområder.

En del af pengene skal også bruges til at få japanerne til at øge deres forbrug, og de unge skal tilskyndes til at få flere børn.

Japan står med et meget stort problem med en befolkning, der bliver ældre og ældre. Der er dermed færre hænder til finansiere Japans udgifter, der vokser specielt på plejeområdet.

I hjælpepakken vil der også blive afsat midler til at skaffe billige lån til små- og mellemstore virksomheder, der er blevet presset på grund af stigende importomkostninger på grund af den svage yen.

Valutaen yen har mistet 41 procent af sin værdi over for den amerikanske dollar inden for de seneste to år.

Premierminister Abe, der netop er taget i ed for tredje gang som premierminister, har erklæret, at økonomien har hans højeste prioritet, efter at Japan er havnet i en recession.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip