Japan vil forhindre havforurening fra Fukushima

Det sker, efter at anlæggets operatør for nylig indrømmede, at radioaktivt vand stadig lækker fra kraftværket.

Eksterne eksperter har længe haft mistanke om, at der siver vand ud i havet fra de beskadigede reaktorer, da der fortsat bliver fundet store mængder af det radioaktive stof cæsium i fisk i nærheden.

I sidste uge blev der observeret damp fra en af reaktorbygningerne for anden gang på en uge. Ifølge myndighederne er niveauet af stråling omkring reaktoren dog uændret.

Fukushima-kraftværket blev ramt af flere ulykker, efter dets kernereaktorer lukkede ned, da et jordskælv ramte den japanske by Sendai i marts 2011. Flere af kraftværkets reaktorer og deres bassiner med brugt atombrændstof havde efter skælvet problemer med nedkølingen.

Cirka 170.000 mennesker i en radius af 20 kilometer fra Fukushima blev evakueret efter ulykken i 2011. Radioaktiviteten på stedet er tidligere blevet målt til at være 20 gange højere end normalt.

Eksperter vurderer, at der ligger mange års arbejde forude, før problemerne på Fukushima er løst.

Dagens Gossip