Japans leder besøger kontroversielt krigssymbol

Skrevet af admin

26/12/2013

Dagens topnyheder

Japans premierminister, Shinzo Abe, har torsdag besøgt det kontroversielle Yasukuni-tempel i Tokyo.

Besøget falder på årsdagen for premierministerens indsættelse, og det er der en særlig grund til, siger Shinzo Abe:

- Jeg valgte denne dag for at markere, hvad vi har udrettet i det seneste år, og for at love at folket aldrig mere skal lide i krig.

Det var ventet, at besøget ville vække vrede hos Kina og andre asiatiske lande, som i forvejen strides med Japan om et område i Det Østkinesiske Hav.

Kort tid efter besøget var en talsmand for Kinas udenrigsministerium ude og fordømme besøget som "absolut unødvendigt".

Kina og Sydkorea er kritiske over for mindesmærket i Tokyo. De mener, at det er et symbol på fortidens militarisme og repræsenterer en misforstået opfattelse af Japans krigeriske fortid.

Yasukuni-templet er et mindesmærke for de 2,5 millioner japanere, der er døde i de forskellige krige, som landet har deltaget i.

Mellem de mange døde ligger også 14 japanske krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig. De blev i al hemmelighed begravet her i 1978.

Blandt dem er general Hideki Tojo, premierministeren, der beordrede angrebet på Pearl Harbor i 1941, og som blev hængt for krigsforbrydelser af et amerikanskledet tribunal.

Japans tidligere premierminister, den populære Junichiro Koizumi, skabte stor vrede i Kina på grund af sine årlige besøg til det omstridte tempel.

Før Shinzo Abes besøg, var han den seneste japanske premierminister, der havde sat sine fødder ved mindesmærket. Det besøg fandt sted i 2006.

Helligdommen, der blev bygget i 1869, er fortsat det yndede samlingssted for krigsveteraner og nationalister, i særdeleshed hvert år den 15. august, årsdagen for Japans kapitulation efter Anden Verdenskrig.

/ritzau/