Japansk IS-gidsel meldes myrdet

Den japanske journalist Kenji Goto er muligvis myrdet ved at få sin hals skåret over af Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Organisationen Site, der følger islamiske sider på internettet, skriver, at der er lagt en video på nettet, der angiveligt viser, at Kenji Goto bliver myrdet

Den japanske regering siger, at den arbejder på at finde ud af, om videoen er autentisk.

Det samme siger den amerikanske regering. I Washington fordømmer det nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus kraftigt den islamiske bevægelses handlinger og opfordrer til, at alle tilbageværende gidsler løslades.

Reuters skriver, at det ikke er muligt at verificere videoens oprigtighed.

Den viser en mand, der bærer hætte, og som skærer halsen over på gidslet.

På videoen siger en mand:

- På grund af jeres hensynsløse beslutning om at tage del i en krig, der ikke kan vindes, vil denne kniv ikke alene slagte Kenji, den vil også fortsætte og skabe blodbad, hvor end jeres folk bliver fundet. Så lad mareridtet for Japan begynde.

Islamisk Stat har tidligere krævet en irakisk kvinde, der sidder i jordansk fængsel, løsladt. Hun er dømt for terror efter et mislykket selvmordsattentat.

Samtidig holder Islamisk Stat også en jordansk pilot som gidsel, og der har været rapporter om forhandlinger, der skulle sikre japaneren og jordanerens løsladelse - måske i bytte for den kvindelige terrordømte fange i Jordan.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at der i den nye video ikke nævnes noget om den jordanske pilot, som den islamiske bevægelse også har truet med at dræbte.

Ifølge AFP ligner morderen på videoen den person, der tidligere har skåret halsen over på gidsler. Han kaldes Jihadi John og taler med en særlig sydengelsk dialekt.

Kenji Goto blev taget som gidsel i oktober, da han drog til Syrien for at forsøge at forhandle sig frem til frigivelse af Haruna Yukawa, et andet japansk gidsel.

Det lykkedes ikke, og en video offentliggjort den 24. januar viser, at Huruna Yukawa får sin hals skåret over.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV