Japansk selskab siger undskyld til tvangsarbejdere

Skrevet af admin

20/07/2015

Dagens topnyheder

Mitsubishi Materials har som det første store japanske selskabet bedt om undskyldning for, at man brugte hundredvis af amerikanske soldater som tvangsarbejdere under Anden Verdenskrig, skriver AFP.

Det er selskabets topleder, Hikaru Kimura, som under en ceremoni på et museum i Los Angeles søndag, fremsatte en "dyb angerfuld undskyldning".

– I dag beklager vi med anger de tragiske hændelser i vores fortid, sagde Kimura under en ceremoni på museumet.

Det var selskabets forgænger Mitsubishi Mining Co, som i 1945 holdt 876 amerikanske krigsfanger som tvangsarbejdere i fire japanske miner. 27 personer døde i arbejdslejrene, viser tal fra forskningscentret Asia Policy Point.

Tusinder af andre amerikanske fanger blev tvunget til slavearbejde i japanske firmaer.

Mitsubishi Materials er stort inden for blandt andet cement, metaller og elektriske komponenter.

Den 94 år gamle veteran James Murphy, som selv blev tvunget til at arbejde for selskabet under krigen, byder undskyldningen velkommen.

- Vi har ventet på dette i 70 år, sagde Murphy efter søndagens ceremoni.

I alt blev 12.000 amerikanske krigsfanger sat til tvangsarbejde under Anden Verdenskrig. Flere end 1000 mistede livet, siger Asia Policy Point.

Undskyldningen kommer på et tidspunkt, hvor den nationalistiske premierminister, Shinzo Abe, er ved at forberede en "erklæring om fremtiden" i forbindelse med 70-årsagen for Japans nederlag senere på sommeren.

Abe har sagt, at han er enig i tidligere japanske regeringers udtalelser om Japans rolle i verdenskrigen, men han vil ikke løbende undskylde for begivenheder, der skete for 70 år siden.

Stridigheder om Japans historieundervisning har været tilbagevendende i hele efterkrigstiden, da det officielle Japan ikke har stået ved krigsforbrydelser og brutale overgreb, som blev begået af de japanske styrker i blandt andet Kina, Korea og Filippinerne.

/ritzau/AFP