Japanske aktier drøner i vejret på trods af sløje BNP-tal

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

De japanske aktier stiger mandag med over seks procent, selv om netop offentliggjorte nøgletal for bruttonationalproduktet var svagere end forventet.

Det er investorerne tilsyneladende ligeglade med, og dermed fortsætter 2016 med at være ét skridt frem og to bilbage på børsen i Tokyo, hvor det toneangivende Nikkei-indeks indtil videre i år er blevet 11 procent mindre værd før dagens handel.

Siden toppen sidste sommer er der næsten skåret en tredjedel af indeksets samlede værdi.

- Endnu engang ser det ud til, at udsalget af aktier har taget overhånd, og derfor vil vi se dem stige på ny, hvilket dette måske er starten på, siger Shane Oliver, investeringsstrategichef hos AMP Capital Investors til Bloomberg News.

- Men med de globale vækstproblemer i baghovedet ville det være overmodigt at sige, at aktierne har ramt bunden i denne omgang, siger han.

Japans bruttonationalprodukt faldt med 0,4 procent i fjerde kvartal af 2015 i forhold til året før. Det er med til at stikke en kæp i hjulet på den vækststrategi, som premierminister Shinzo Abe har udlagt.

Den japanske møntfod, yen, bliver også en smule svækket mandag, efter at den i sidste uge nåede sit højeste niveau over for den amerikanske dollar i over et år.

Det er gode nyheder i Japan, fordi det vil gøre det lettere at sælge japanske varer i udlandet. Eksportvirksomhederne er da også blandt dem, der stiger mest mandag. Eksempelvis steg Toyota med over ni procent.

Stigningen på børsen i Tokyo kædes af analytikere sammen med de stigninger, som flere aktiemarkeder i USA og Europa også oplevede fredag.

Her var det især regnskaber i banksektoren, der drev kurserne frem.

I Kina er der derimod ingen positiv afsmitning fra USA. Her er aktiemarkederne mandag åbnet med fald på knap tre procent. Markederne har været lukket i flere dage på grund af fejringen af det kinesiske nytår.

/ritzau/AFP