Jarlov fastholder kritik af bycykler

Sådan lød det tirsdag i en pressemeddelelse fra Københavns teknik-og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF), i forbindelse med, at hun foreslår at sikre 100 millioner kroner til hovedstadens nye bycykler ved efterårets budgetforhandlinger.

Men den udmelding vil den konservative leder i Borgerrepræsentationen, Rasmus Jarlov (K), ikke have siddende på sig.

»Det er lodret forkert, at jeg skulle være kilde til det tal,« siger han og forklarer, at han blot har henvist til, at der de sidste dage »har været skrevet meget om luksusbycykler til 80.000 kroner stykket«. Blandt andet har tallet optrådt i læserbreve og på Facebook.

»Som jeg har forstået det, stammer det fra, at Politiken mandag skrev, at der var en udgift på 100 millioner kroner til 1.260 cykler, hvilket giver denne stykpris. Hvis Ayfer Baykal mener, at det er forkert, så må hun jo gå til Politiken i stedet for at beskylde mig for at være kilde til det og dermed beklikke min troværdighed,« skriver Jarlov i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Jarlov mener dog stadig, at bycyklerne er alt for dyre, og at det slet ikke burde være en kommunal opgave at betale for den slags »luksusbycykler«, som han kalder det.

»Jeg kan nu konstatere, at Ayfer Baykal siger til Berlingske Nyhedsbureau, at hun vil bruge 100 millioner kroner på 2.055 cykler, hvilket jo så giver en pris på 49.000 skattekroner per cykel. Det er for mig stadig et helt vanvittigt beløb. Og denne gang håber jeg, vi kan stole på tallene, for ellers bliver den offentlige debat vanskelig,« siger han.

Investerer kommunen de 100 millioner kroner i de 255 cykler, der allerede er sat ud på vejene, og i yderligere 1.800 cykler over de næste otte år, som det foreslås, giver det kommunen en årlig udgift på 6.000 kroner per cykel.

Konservative har bedt Indenrigsministeriet undersøge, om Københavns Kommune overhovedet har hjemmel til at støtte bycyklerne med så stort et beløb.

»Jeg har i dag (tirsdag, red.) og i går (mandag, red.) talt med flere private cykeludlejere, som fortæller, at det fuldstændigt vil ødelægge deres forretning, at de nu skal konkurrere med disse luksusbycykler, som udlejes til en kunstig lav pris, fordi kommunen giver dette kæmpe tilskud. Vores holdning er, at billige bycykler til turister er ok, men at almindelige borgere i København må købe deres egen cykel eller leje den privat. Det er absolut ikke noget, kommunen skal betale til,« siger Rasmus Jarlov.

Dagens Gossip