Jarlov: Øv-dage er falliterklæring for Socialdemokraterne

Men de Konservatives leder i Københavns Borgerrepræsentation, Rasmus Jarlov (K), mener, at overborgmesteren »fyrer sig selv«.

»Jeg synes egentlig, at Frank Jensen og Socialdemokraterne, der har haft ansvaret i mange år, fyrer sig selv, fordi de ikke har gjort noget ved problemet. Det falder tilbage på den øverste ledelse,« siger Rasmus Jarlov.

Københavns Kommune besluttede mandag at nedsætte en undersøgelse af omfanget af øv-dagene. Pædagogernes egen fagforening i København, LFS - Landsforeningen for Socialpædagoger - vurderer, at 20-40 daginstitutioner praktiserer øv-dage.

Frank Jensen siger til B.dk, at tilstedeværelsen af en kultur med øv-dage kan koste ledere en fyreseddel.

»Jeg tror, at lederne har forstået dette utvetydige signal. Har de ikke, skal de finde et andet sted at arbejde,« siger han.

Reaktionen kommer efter, at Berlingske de seneste dage har afdækket, at hver pædagog og pædagogmedhjælper i København i gennemsnit ligger syg i mere end tre uger om året.

»Det har kostet milliarder af kroner hen over årene i sygefravær. Det er godt med lidt selverkendelse, den kommer bare lidt sent, og det er også lidt slående, at der skal forsidehistorier på Berlingske til, før Frank Jensen kommer op af stolen,« siger Rasmus Jarlov.

»Det er en falliterklæring for Socialdemokraterne, at de har ladet stå til så mange år. Vi andre har sagt i lang tid, at sygefraværet er for højt, men man har bare sunget med på den sang, at det skyldes dårligt arbejdsmiljø. Problemet er, at Socialdemokraterne er for meget fagforening og for lidt arbejdsgivere,« siger Rasmus Jarlov.

Rasmus Jarlov erklærer sig enig med Frank Jensen i, at øv-dage er »uacceptabelt« og mener, at både medarbejdere og ledere står til fyring, hvis det viser sig, at der findes en kultur, hvor øv-dage accepteres.

»Det er jeg fuldstændig enig i. Og det gælder både ledere og medarbejdere. Det må betyde, at man er ligeglad med sit arbejde, og så må man finde noget andet at lave,« siger Rasmus Jarlov.

Ifølge børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) ventes undersøgelsen færdig i løbet af et par dage.

Dagens Gossip