Jarlov: Yderligere vækst forudsætter helt anden politik

»Jeg er enig med overborgmesteren i, at staten er nødt til at prioritere hovedstaden, som jo er Danmarks vækstcenter, i hvert fald i forhold til investeringer i infrastruktur. Der skal selvfølgelig være en balance i vores land, men det skriger for eksempel til himlen, at man bygger en motorvej til Holstebro i stedet for en havnetunnel i København, som der er hårdt brug for,« siger Rasmus Jarlov.

Han peger på, at væksten i storbyer som Hamburg, Berlin og Stockholm i de nærmeste lande også har en markant højere vækst end i øvrige områder i de respektive lande. Problemet er bare, mener Jarlov, at man i disse byer har langt højere vækst end i København, og at København derfor får sværere og sværere ved at konkurrere mod storbyerne.

»Frank Jensen gør mange ting rigtigt dårligt, når vi taler vækst, og derfor er det her ikke udelukkende et spørgsmål om at få flere penge tilført fra staten. Københavns Kommune kunne selv gøre en masse for at skabe råderum til yderligere vækst,« siger Rasmus Jarlov og uddyber sin kritik:

»Grunden til, at hovedstaden i det her land ikke får udnyttet sit fulde vækstpotentiale er primært, at der bliver ført en dårlig erhvervspolitik og trafikpolitik. Kommunen har for eksempel fået vejene til at sande til, fordi man bliver ved med at lukke veje og nedlægge parkeringspladser i en tid, hvor der bliver flere og flere københavnere. Og dét går ud over væksten.«

Dagens Gossip