Java truer igen din netbank

Nu er den igen gal med sikkerhedshuller i programmet Java, som blandt andet bruges til din netbank. Det skriver ComOn.

I følge sikkerhedsfirmaet CSIS Security Group bliver hullet allerede brugt af it-kriminelle. Det betyder, at hackere kan overtage styringen af din computer og stjæle facebook-logins eller begå indbrud i din netbank.

NemID-leverandøren Nets mener, man skal slå koldt vand i blodet og køre videre som hidtil:

- Vi mener ikke, at der er nogen grund til at gøre noget specielt som eksempelvis at afinstallere Java eller gøre andet på nuværende tidspunkt. Vi hører også, at man bør deaktivere Java eller benytte særskilte browsere, men det mener vi ikke er nødvendigt på nuværende tidspunkt, siger Nets' pressechef, Søren Winge til ComON.

Derimod mener mange sikkerhedseksperter, at man bør deaktivere Java. Det gøres eksempelvis i Internet Explorer ved at gå ind under Internetindstillinger" og videre til "Programmer" og "Administrer" for derefter at deaktivere Java. Chrome-brugere kan skrive "chrome://plugins/" i sin Chromebrowsers adressevindue, hvorefter man også kan deaktivere sin Java.

Problemet ved at deaktivere sin Java er dog, at man eksempelvis ikke kan logge ind på sin netbank, da NemID benytter Java-appletter, der er afhængige af Java JRE.

Sikkerhedshullet bliver løst hurtigst muligt af Java-leverandøren, Oracle.

Dagens Gossip

Dagens TV