Jelved bad DR om orkesterhjælp: Find job til 20 musikere

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Kulturminister Marianne Jelved (R) havde en finger med i spillet, da DR i sidste uge afgav et kompromisforslag til medie- og kulturordførerne.

Forslaget gik på at styrke DR Symfoniorkestret med 20 mand, mens man stadig ville lukke DR Underholdningsorkestret. Men netop 20 mand - svarende til knap halvdelen af Underholdningsorkestrets 42 musikere - var et tal, som Jelved bad om.

Det siger kulturministeren på et åbent samråd om DR Underholdningsorkestrets fremtid.

- Jeg bad DR lægge et kompromisforslag frem, som bestod i at øge musikbesætningen med 20 mand. Det er en total matematisk måde at tænke på. Det er halvdelen af Underholdningsorkestret.

- De 20 musikeres fleksibilitet skulle gøre, at man kunne leve op til det repertoire, som Underholdningsorkestret stod for. Andet har jeg ikke sagt. Det er nøjagtigt de ord, som er faldet, siger Marianne Jelved.

Bestillingen af kompromisforslaget gik til DR gennem Kulturministeriets departementschef.

- Hvis DR havde sagt nej, det vil vi ikke, så måtte ministeriet have lavet sådan en løsning for mig ud fra den faglighed, de har kunnet skaffe.

- Jeg vil bare understrege, at jeg ikke har tilkendegivet, hvilke musikere der i givet fald skulle være blandt de 20. Dem skal DR selv ansætte, og det skal være et spørgsmål om konkurrence og headhunting, tilføjer Jelved og afviser, at der skulle være noget krav om direkte genansættelser.

Det var SF's medieordfører, Özlem Cekic, der stillede spørgsmålet om, hvorvidt kulturministeren havde haft indflydelse på DR's kompromisforslag.

Kompromisforslaget fra DR har dog ikke udsigt til politisk opbakning, idet blå blok og Enhedslisten ikke vil tilslutte sig forslaget.

Som en anden mulig løsning bragte Enhedslisten mandag et forslag på banen, der går på at øremærke en del af de overskydende licensmidler til musik i DR og dermed sikre DR Underholdningsorkestrets overlevelse.

Ud over samråd er der onsdag eftermiddag en hasteforespørgsel i folketingssalen om DR Underholdningsorkestrets fremtid.

/ritzau/