Jelved fremsætter matchfixing-lovforslag onsdag

Kulturminister Marianne Jelved (R) fortsætter sin kamp for at bekæmpe matchfixing, der ved flere lejligheder har været et tema i forbindelse med sport i Danmark i 2014.

Onsdag fremsætter hun et forslag, der skal hjælpe med at bekæmpe fænomenet.

- Med lovforslaget vil regeringen kriminalisere bestikkelse inden for idrætten og gøre det til en tilskudsforudsætning for idrætsorganisationer, at de bekæmper matchfixing.

- Samtidig bemyndiges kulturministeren til at oprette et sekretariat for en national platform for bekæmpelse af matchfixing, lyder det i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet om lovforslaget.

Jelved pointerer, at Danmark internationalt set er langt fremme i bekæmpelsen.

- Vi var blandt de første lande, som undertegnede Europarådets matchfixingkonvention, og DIF har været først fremme med et fælles regelsæt, der dækker hele idrætten.

- Med lovforslaget vil Danmark være endnu bedre klædt på til at bekæmpe truslen fra matchfixing, siger Jelved i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV