Jelved: Politiet skal slå ring om truet digter

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Kulturminister Marianne Jelved (R) raser over, at et planlagt arrangement med digteren Yahya Hassan er blevet aflyst tirsdag aften på Vollsmose Bibliotek som følge af en trusselsvurdering fra politiet.

- Jeg synes simpelthen, at det her er for dårligt, og det er et rigtig dårligt skridt at tage, slår ministeren fast over for Ritzau.

Den 18-årige digter Yahya Hassan har palæstinensisk baggrund. Han trådte for alvor ind i rampelyset, da han i oktober udgav digtsamlingen Yahya Hassan, hvor han stiller islam og sin familie i et kritisk lys.

Digtsamlingen har efterfølgende resulteret i såvel kritik som dødstrusler.

Spørgsmål: Havde arrangementet en sådan karakter, at politiet måtte prioritere de ressourcer, der skulle til for at få det gennemført.

- Når en forfatter udsættes for trusler af den karakter, som Hassan er blevet udsat for, så er det vigtigt, at man ikke giver op. I stedet for siger man bare: Så må vi lade være. Det går ikke, siger Marianne Jelved og tilføjer:

- Hvad gør de så næste gang. Skal vi så også aflyse det?

Retsordfører for De Konservative Tom Behnke mener, at det er i orden, at politiet giver råd og vejledning, men i dette tilfælde måtte man gøre alt for at få arrangementet med Yahya Hassan gennemført.

- Politiet må levere de politifolk, der skal til. Om de så skal tromle dem sammen fra hele landet, så er vi nødt til at beskytte vores ytringsfrihed, vores demokrati og vores forsamlingsfrihed, siger Tom Behnke.

I mandags blev Yahya Hassan overfaldet på Københavns Hovedbanegård, og i onsdags måtte Hassan bære skudsikker vest, da han ankom til et arrangement i Politikens Hus.

Arrangementet på Vollsmose Bibliotek skulle være afholdt tirsdag den 26. november klokken 19, men biblioteket oplyser nu, at man vil forsøge at gennemføre det i foråret.

/ritzau/