Jelved: Russisk homolov er uolympisk

Kronprins Frederik, der er medlem af den internationale olympiske komité, har i en mail til Politiken kaldt Ruslands omstridte homolov for "et brud på den olympiske ånd".

Og det er en særdeles præcis analyse, vurderer kulturminister Marianne Jelved (R).

- Loven strider imod den olympiske ånd. Den er også imod de kriterier, der skal være opfyldt, for at man kan blive værtsland for en olympiade.

- Og derfor har vi efter min opfattelse faktisk et problem, hvis ikke vi finder en løsning.

Den omdiskuterede lov blev vedtaget i juni og betyder, at homoseksuelle par ikke må adoptere børn, og at uddeling af information om "ikke-traditionel seksualitet" kan straffes med fængsel eller bøder.

Det har ført til international kritik fra blandt andet USA's præsident, Barack Obama, der kalder loven en krænkelse af "basal moral".

Danmark er ifølge Marianne Jelved i offensiven over for Rusland.

- Der er allerede foretaget en lang række initiativer fra dansk side. Det er blandt andet sket via internationale fora som EU og Osce, som er en organisation, som også rummer en lang række lande uden for Europa, fortæller hun.

- Og sådan som jeg har forstået, så har Danmarks Idræts-Forbund fra russisk side fået garanti for, at loven ikke vil være gældende under de olympiske lege.

Det har tidligere været på tale, at den danske regering som en protest mod loven vil undlade at sende repræsentanter til de Olympiske Vinterlege i Rusland i 2014.

Regeringen har - ifølge kulturministeren - endnu ikke taget stilling til sagen.

- Jeg ville personligt kunne argumentere for en boykot. Men jeg kunne også argumentere for, at vi truede med at komme for at diskutere den slags lovgivninger med de russere, man møder på sådan et besøg.

Ud over kronprinsen og kulturministeren har udenrigsminister Villy Søvndal (SF) også kritiseret den kontroversielle lov, som han kalder for "et overgreb mod minoriteter i det russiske samfund".

/ritzau/

Dagens Gossip