Jelved skærer igennem: Underholdningsorkestret lukker

Skrevet af admin

09/12/2014

Dagens topnyheder

DR Underholdningsorkestret bliver ikke skrevet ind i en ny public service-kontrakt. Dermed lukker orkestret til nytår. Det oplyser Kulturministeriet til Ritzau.

Med beslutningen går kulturminister Marianne Jelved (R) imod ønskerne fra et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, De Konservative og et færøsk mandat.

Flertallet har dog været splittet over, hvordan man skulle betale for at redde orkestret, og nu skærer Marianne Jelved igennem:

- DR’s økonomiske ramme er lagt fast i medieaftalen. Økonomien kan kun ændres, hvis aftalen tages op igen. Flertallet bag vedtagelsen er ikke enige om at genforhandle aftalen.

- Det har de ikke været på noget tidspunkt. Derfor genoprettes orkestret ikke, siger Marianne Jelved i en skriftlig kommentar til Ritzau.

/ritzau/