Jennifer Aniston opkalder høns efter sig

Skrevet af admin

11/06/2015

Mest læste i dag

Æg fra egne høns smager bare bedre, det mener skuespillerparret Jennifer Aniston og Justin Theroux.

De er så glade for deres lille hønseflok, at de har valgt at opkalde to høns efter dem selv. Det skriver magasinet People.

- Vi fik to kyllinger i gave, som vi navngav Justin og Jen, fortæller Jennifer Aniston til magasinet. 

Siden er bestanden vokset, så det fashionable par nu er oppe på at have knap en snes beboere i deres hønsegård i hjemmet i Los Angeles.

Det er dog langt fra alle parrets fjerkræ, der har fået personlige navne.

- Vi prøvede, men nu er der 17, og de ligner alle sammen hinanden, så jeg har lidt mistet overblikket, fortæller Aniston.

Én ting er de to succesfulde skuespillere dog sikre på: Æggene fra deres egne høns smager fantastisk.

- Vi spiser æg hver dag nu. Vi bruger dem blandt andet i frittatas og carbonara. Justin laver fantastisk pasta, fortæller Jennifer Aniston og fortsætter:

- Jeg bruger også æg i mine salater eller som snacks. De smager udsøgt, siger hun.

Jennifer Aniston, der fik sit store gennembrud i komedieserien "Venner", har senest kunne opleves på det hvide lærred i komedien "De Satans Chefer 2".

Lige nu forbereder den 46-årige skuespillerinde sig på sin næste rolle i komediefilmen "Mean Moms".

Her skal hun spille en mor til to, der efter en flytning får lov at opleve de rige forstæders konkurrenceprægede forhold til forældrerollen på egen krop.

/ritzau/FOKUS