Jens Rohde: Jeg peger på en konservativ borgmester

Skrevet af admin

13/08/2014

Dagens topnyheder

Det bliver næppe Venstres Jens Rohde, der overtager borgmesterposten i Viborg, som der ellers har været spekuleret i. Hovedpersonen selv har nemlig valgt at pege på De Konservatives Torsten Nielsen.

Det siger Jens Rohde til Ritzau.

- Jeg peger på det Konservative Folkeparti for at sikre det, som jeg opfatter som det bedst bud på en bredest mulig konstituering fra Dansk Folkeparti til SF. Det er mit bedste bud på at sikre, at det borgerlige flertal får en borgerlig borgmester.

- Jeg har hele tiden sagt, at for mig er udgangspunktet det brede samarbejde, men jeg vil selvfølgelig også gerne have, at det er en borgerlig borgmester, der er ved roret for dét. Min person kommer først langt nede i rækkerne, og det har hele tiden været mit udgangspunkt.

- Det har jeg også fortalt min byrådsgruppe, efter at jeg har sonderet terrænet og konstateret, at det her er den bedste chance for at føre borgerlig politik på et bredt grundlag i byrådet, siger Jens Rohde.

Rohde har i forbindelse med sit borgmesterkandidatur overtaget lederrollen for Venstre i Viborg efter Nina Hygum, men han så ingen grund til at kaste byen ud i en længere kamp om, hvem der skulle være byens nye borgmester efter De Konservatives Søren Pape Poulsen.

- Jeg mener ikke, der er nogle borgere, virksomheder eller organisationer i den her by, der får noget ud af at stå og skændes på kryds og tværs i byrådet.

- Socialdemokratiet har to gange tidligere peget på en konservativ, så det burde være muligt, at de gør det igen. Der er jo ikke ændret noget siden sidst ud over personerne. SF har også tidligere peget på en konservativ.

- Nu er det så os, der tager initiativet og tilbyder De Konservative magten sammen med os og et bredt flertal. Det, tror jeg på, er den rigtige løsning for Viborg, siger Jens Rohde.

Jens Rohde oplyser samtidig, at det betyder, at han fortsætter som europaparlamentariker.

- Jeg er glad for, at jeg kan fortsætte i Europaparlamentet og udfylde det mandat i EU’s landbrugsudvalg, som jeg har fået af vælgerne. Der er jo ikke noget, som har ændret sig.

- Jeg er leder af Venstres gruppe i Viborg, vi har lavet et generationsskifte, og jeg sigter frem mod valget om tre år. Der vil vi selvfølgelig gå benhårdt efter borgmesterposten, siger han.

/ritzau/