Jens Wittrup Willumsen ny næstformand i Billund Lufthavns bestyrelse

Direktør Jens Wittrup Willumsen er blevet udnævnt til ny næstformand i Billund Lufthavn A/S' bestyrelse.

Jens Wittrup Willumsen har blandt andet været ansat i SAS i flere forskellige stillinger, sluttende som viceadministrerende direktør og kommerciel direktør hos SAS i 2006. Han har desuden arbejdet med marketing, analyse og strategisk planlægning i blandt andet Mediacom og AC Nielsen AIM.

Jens Wittrup Willumsen har siden oktober 2006 arbejdet som Ventureinvestor og er medstifter og medejer af flere selskaber. Han var blandt andet medstifter og medejer af Momondo A/S. Derudover arbejder Jens Wittrup Willumsen som professionelt bestyrelsesmedlem og er medlem af flere bestyrelser og blandt andet bestyrelsesformand for Air Greenland og VisitDenmark.

- Vi er meget glade for og stolte over, at Jens Wittrup Willumsen har takket ja til at indtræde som næstformand i bestyrelsen for Billund Lufthavn, siger bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen.

Udpegningen af Jens Wittrup Willumsen til næstformand er en følge af, at den tidligere formand for Billund Lufthavn, Bjarne Hansen, afgik ved døden i foråret.

Dagens Gossip