Jesper Christensen skal være Bond-skurk igen

Skrevet af admin

04/12/2014

Mest læste i dag

Den danske skuespiller Jesper Christensen skal for tredje gang være skurk, når agent 007 igen ruller over lærrederne i biograferne i 2015. Det oplyser skuespilleren til Euroman.dk.

Jesper Christensen optrådte i James Bond-filmene "Casino Royal" og "Quantum of Solace" i rollen som Mr. White, og også i den nye film, der har fået navnet "Spectre", optræder han som Mr. White.

Filmen bliver igen instrueret af Sam Mendes, og i hovedrollen er Daniel Craig. Han flankeres denne gang af Oscar-vinderen Christopher Waltz, wrestling-stjernen David Bautista samt Ralph Fiennes.

De nye Bond-piger bliver spillet af Monica Belushi og Léa Seydoux.

- Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Sam Mendes og Daniel Craig. Det er et virkelig spændende manuskript og et meget dygtigt hold. Så det bliver sjovt, siger Jesper Christensen til Euroman.

Specielt Christopher Waltz' rolle er blevet mødt med spænding, fortæller nyhedsbureauet AP, der skriver, at fans håber, han skal spille superskurken Blofeld, der tidligere har optrådt som hjernen bag det kriminelle syndikat Spectre, der har givet navn til filmen.

Karakteren Blofeld har ikke været med i en Bond-film i flere årtier på grund af en juridisk strid om rettighederne til karakteren. Waltz selv har offentliggjort, at han spiller en karakter ved navn Oberhauser.

Filmen, der officielt bliver den 24. i rækken, får premiere den 6. november 2015 og skal optages i London, Mexico City, Rom og de to marokkanske byer Tanger og Erfoud.

/ritzau/