Jesper Petersen får »gedigen forfremmelse«

»Det er et stort parti med mange ambitiøse politikere, og det vil sige, at det ikke var fuldstændig givet, at han ville få sådan et lynavancement, som der er tale om her. Han har gjort det godt på de indre linjer, så man har ment, at nu skal han være med i forreste række og være med i kampen om den økonomiske dagsorden,« siger Thomas Larsen.

Han peger også på, at Jesper Petersens tætte bånd til den nyudnævnte erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen (S), kan have haft betydning for valget af den kommende finansordfører.

»Henrik Sass Larsen bliver mere og mere en af de helt stærke mænd i Socialdemokratiet, og som finansordfører kommer Jesper Petersen også til at få et tæt samspil med Henrik Sass Larsen,« siger Thomas Larsen.

Posten som finansordfører er attraktiv, og derfor kan andre socialdemokrater også stå skuffede tilbage, mener Berlingske politiske kommentator.

»Det er en af de tunge poster i et politisk parti, så derfor er der uden tvivl også andre, der har stået i kø til den post. Der er sikkert også nogle, der er utilfredse med, at en tidligere SFer så hurtigt napper en så attraktiv post. Men man må bare konstatere, at Jesper Petersen allerede er blevet godt forbundet med den socialdemokratiske top, ligesom der også er flere i S-toppen, der anser ham for at være et stort politisk talent,« siger han.

Dog tvivler Thomas Larsen på, at det forventede forestående valg af den tidligere SFer som finansordfører får en egentlig betydning for chancerne ved næste valg:

»Socialdemokratiet og regeringen som sådan er fuldstændig afhængige af ministerholdets performance og Helle Thorning-Schmidts ageren, men man kan sige, at ser man på Jesper Petersens tidligere karriere, så er han en politiker, som er slagkraftig og hurtig til at kunne markere sig i medierne og kaste sig ind i den løbende politiske kamp.«

Dagens Gossip