Jesper vil samle progeria-ramte venner

Familier, der har børn med sygdommen progeria, skal samles i Nordjylland. Det er Jesper Sørensens ønske. Han lider af sygdommen og er i dag 16 år.

- Ingen ved, om det bliver hans sidste træf, siger Jespers mor, Jette Sørensen, til nordjyske.dk.

Familien Sørensen er derfor i gang med at samle penge ind til arrangementet, så træffet for progeriaramte familier i Europa kan afholdes i Nordjylland. Indsamlingen foregår på caremaker.dk.

Det vil være første gang, at det europæiske netværk Progeria Family Circle holder deres såkaldte reunion i Danmark, hvis planen lykkes.

Ifølge Jette Sørensen vil arrangementet koste omkring 300.000 kroner og der forventes at kunne samles 140 deltagere. Lige nu er der indsamlet knap 21.000 kroner på caremaker.dk.

Børn og unge, der er ramt af progeria, bliver i gennemsnit kun 13 år gamle, fordi de ældes syv gange hurtigere end normalt.

Dagens Gossip