Jesper Worre roser Christina-Watches Onfone-initiativ

Kontinental-holdet Christina Watches-Onfone fortæller tirsdag i BT, at holdet vil ændre markant på sammensætningen af ryttere for at imødese udtagelseskravene fra Post Danmark Rundt. Det betyder, at Christina Watches-Onfone i næste sæson vil satse på danske talenter.

Det er en nyhed, der glæder Jesper Worre.

- Jeg havde godt hørt det, og det er en god nyhed. Det er godt hver gang, et dansk hold vil satse på danske ryttere. Det er super godt, siger løbsdirektøren for Post Danmark Rundt.

Den markante ændring fra Christina Watches-Onfone, som primært har satset på udenlandske ryttere og udenlandske løb, kommer, fordi kontinental-holdet ikke blev udtaget til Post Danmark Rundt i år. I første omgang sagde direktør i Christina Watches-Onfone, Claus Hembo, at han ville lukke holdet, hvis ikke de fik adgang til Post Danmark Rundt, men nu vælger han og holdet en helt anden løsning.

Den nye danske model øger holdets chancer for at komme med i Danmark Rundt, som ifølge Hembo er essentiel for holdets eksistens.

- Kriterierne er de samme næste år, så hvis de gør alvor af det her, så er der større chance for at komme med i Post Danmark Rundt, for så begynder de at opfylde talentkriteriet, fortæller Jesper Worre.

Da Christina Watches-Onfone blev fravalgt til Post Danmark Rundt i år, blev Claus Hembo rasende og fortvivlet over ikke at komme med, når holdet har leverede gode resultatet i udenlandske løb. Det gjorde forholdet mellem Claus Hembo, Michael Rasmussen og Jesper Worre endnu mere betændt, men Worre fastholder, at fravalget af Christina Watches-Onfone var helt efter reglerne.

- Når man ser på resultaterne i de danske udtagelsesløb, så var Christina Watches det femte bedste hold, så udtagelserne til Post Danmark Rundt var helt ren. Det var kun dem selv, der ikke synes, den var ren. Det kan du spørge alle i cykelsporten om. Og det var jo ikke fordi, de havde kørt dårligt, men andre hold havde gjort det bedre, siger Worre.

To af de vigtigste kriterier for at komme med i Post Danmark Rundt, når man ikke er et World Tour-hold, er dansk talentudvikling og resultater i danske løb. Her scorede Christina Watches-Onfone ikke ret mange point i år, og derfor blev de fravalgt.

Dagens Gossip

Dagens TV