Jess Thorup forlænger og udtager Pione Sisto

Skrevet af admin

15/12/2014

Dagens topnyheder

Jess Thorup er glad for sit job som U21-landstræner, og Dansk Boldspil Union (DBU) er glad for Thorup.

- Og derfor har parterne forlænget aftalen frem til sommeren 2017, fortæller DBU på unionens hjemmeside.

Jess Thorup begyndte i jobbet for halvandet år siden, og han har ført U21-landsholdet ubesejret gennem hele EM-kvalifikationen. Og til sommer er holdet med ved EM-slutrunden i Tjekkiet.

Med sin forlængelse får Thorup muligheden for at føre endnu et U21-kuld gennem EM-kvalifikationen og samtidig mulighed for at følge det nuværende hold til OL i 2016, hvis ellers holdet kvalificerer sig til OL ved sommerens EM-slutrunde.

- Det har været spændende halvandet år. Det er noget andet end at være træner for en klub. Jeg har fået mulighed for at arbejde med spillere fra øverste hylde, fået en masse internationale kampe, været en del af landstrænergruppen og nu også en slutrunde.

- Samtidig er der mange spændende ting i DBU-regi i pibelinen – blandt andet et muligt OL, hvis vi kvalificerer os, og at starte med endnu et nyt kuld, som gjorde, at jeg aldrig var i tvivl om, at jeg havde lyst til at tage endnu en periode, siger Jess Thorup.

Også for DBU var der tale om en nem beslutning. Det fortæller den konstituerede elitechef, Peter Rudbæk.

- Jess ville gerne fortsætte, og vi ville gerne beholde ham. Vi var derfor i stand til at få en aftale på plads efter en række planlagte møder, som fra starten var utroligt positive, fordi det var tydeligt, at en forlængelse var det, som begge parter ville, siger Peter Rudbæk.

Jess Thorup rejser i januar på træningstur til Tyrkiet, og her har han valgt at tage superliga-profilen Pione Sisto med.

Sisto har ikke noget dansk statsborgerskab endnu, men det ventes, at han får det i 2015. Men da der er tale om uofficielle landskampe mod Kinas U23-landshold og en endnu ukendt modstander, kan han allerede nu trække den rød-hvide trøje over hovedet.

På den måde kan Thorup også se ham an i forhold til sommerens EM, forudsat at statsborgerskabet går i orden inden slutrunden.

- Jeg er selvfølgelig med på den præmis, at han ikke kan spille en officiel kamp endnu, men det giver god mening at tage ham med på sådan en tur, så jeg får mulighed for at træne intensivt med ham, og han også får mulighed for at bevise, at han kan præstere på højeste niveau, når det gælder, siger Jess Thorup på dbu.dk.

/ritzau/