Jess Thorup hylder 1. divisionsspiller efter EM-sejr

Skrevet af admin

24/06/2015

Mest læste i dag

Da U21-landstræner Jess Thorup den 1. juni udtog sin trup på 23 spillere til EM i Tjekkiet, sprang ikke mindst ét navn i øjnene.

Jens Jønsson var med, til overraskelse for både spilleren selv og mange iagttagere.

- Jeg kan huske, at rigtig mange nævnte Jens Jønsson som en, de ikke kunne forstå, skulle med. Både fordi han spillede i 1. division og i midterforsvaret i AGF, siger Jess Thorup, der foretrækker at bruge Jens Jønsson på den defensive midtbane.

Tirsdag aften var den 22-årige defensivspiller for anden gang i træk med i Danmarks startopstilling ved EM, da holdet med en 2-0-sejr over Serbien i Prag sikrede sejren i gruppe A og en plads i semifinalen.

Jens Jønsson blev oven i købet kåret som kampens bedste spiller, hvilket hans træner sagtens kan forstå.

- Han blev fortjent udråbt som "man of the match". Det arbejdsraseri, han lægger for dagen, den måde han bryder spillet og samtidig hans ro, det gør, at andre spillere længere fremme på banen kan gøre det, de er gode til, siger landstræneren.

Jess Thorup sagde efter udtagelsen af EM-truppen, at han havde vidst i et stykke tid, at han ville få brug for Jens Jønssons kvaliteter ved slutrunden.

- Jeg var vel en af de få, der troede på Jens hele vejen igennem. Han har gennem EM-kvalifikationen vist nogle fantastiske kvaliteter, for eksempel mod Rusland.

- Så jeg var ikke i tvivl om, at han skulle med, siger landstræneren.

Danmark skal i lørdagens semifinale i Prag møde nummer to fra gruppe B.

Både Portugal, England, Sverige og Italien er mulige modstandere for det danske succeshold.

/ritzau/