Jess Thorup vil have spænding på Old Trafford

Skrevet af admin

18/02/2016

Dagens topnyheder

Når FC Midtjylland i næste uge skal spille på Old Trafford, må det ikke bare blive en kamp for oplevelsens skyld.

Målet for torsdagens første Europa League-16.-delsfinale mellem midtjyderne og Manchester United i Herning er at holde spænding i kampen om et samlet avancement. Det siger FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup.

- Jeg vil gerne have et resultat med fra den første kamp, så vi stadigvæk har en chance for at gå videre i den anden kamp. Det kan være en sejr eller uafgjort. Det vigtigste er bare, vi har noget at spille for i returkampen, siger Jess Thorup.

I sidste sæson var dødboldene en meget vigtig ingrediens på vejen til DM-guldet, og det kan være samme disciplin, der torsdag baner vejen for et godt resultat i hjemmekampen.

Jess Thorup har nemlig analyseret sig frem til, at det også er et ømt punkt i Manchester Uniteds defensiv.

- Alle ved, at vi er gode på dødbolde. Så lige som i alle andre kampe vil vi også forsøge det mod Manchester United. Internationale kampe kan afgøres via dødbolde, så det har vi selvfølgelig arbejdet på, siger han.

Centrale spillere som Erik Sviatchenko og Morten "Duncan" Rasmussen har forladt FC Midtjylland i januar. Med Petter Andersson langtidsskadet og Jakob Poulsen ude med karantæne bliver det på et flere måder nyt FCM-hold, der får chancen torsdag aften.

- Vi har arbejdet med relationerne spillerne imellem. Vi har haft en god træningsopstart og haft en god træningslejr. Så vi har gjort, hvad vi kan for at være klar til kampen.

- Men en ting er træning, noget andet er kamp, som får de sidste procenter ud af folk, siger Jess Thorup.

/ritzau/