Jihadister i Mali: Vi har kidnappet Røde Kors-folk

Skrevet af admin

11/02/2014

Dagens topnyheder

De militante ekstremister i Bevægelsen for Enhed og Jihad i Vestafrika (Mujao) siger, at de har kidnappet et hold Røde Kors-arbejdere i det nordlige Mali.

Arbejderne var forinden blevet meldt savnet af Den internationale Røde Kors Komité (ICRC).

- Takket være Gud har vi erobret en firehjulstrækker tilhørende fjender af islam og deres medskyldige, siger Yoro Abdoulsalam fra gruppen i et telefonopkald.

Han tilføjer, at der er tale om medlemmer af Røde Kors, og at de alle er "i live og ved godt helbred". Han kommer ikke med yderligere oplysninger.

Mandag lød det fra ICRC, at et af nødhjælpsorganisationens hold havde været væk i det uroplagede land siden lørdag.

- Vi kan bekræfte, at ICRC har mistet kontakten til et af dets køretøjer med fem passagerer, sagde talsmand Alexis Heeb, der på det tidspunkt ikke var klar over, hvad der var sket med personerne.

- På dette tidspunkt undersøger vi alle muligheder. Vi er ekstremt bekymrede, og vi kontakter alle for at forsøge at finde dem, fortsætter talsmanden.

Fire af personerne om bord er tilknyttet ICRC, mens den sidste person er en dyrlæge fra en anden organisation. De fem, der alle er maliske statsborgere, var på vej mellem byerne Kidal og Gao, da de forsvandt.

Mujao har bånd til al-Qaeda, og var en af de islamistiske grupper, der tog kontrol over det nordlige Mali i 2012, før de blev drevet på flugt af en fransk-ledet styrke i januar sidste år.

Kaosset i Mali opstod efter et militærkup i marts 2012. Herefter opstod en humanitær krise ledt på vej af både konflikten og flere års tørke i landets Sahel-region, som har betydet, at 800.000 maliere har brug for fødevarehjælp.

/ritzau/AFP