Jim Stjerne og Allan Hansen stopper i DBU

Både generalsekretær Jim Stjerne Hansen og formand Allan Hansen stopper i DBU i løbet af de kommende ni måneder.

Det skriver DBU i en pressemeddelelse:

- Allan Hansen, 64 år, træder tilbage som bestyrelsesformand i forbindelse med udløbet af sin nuværende formandsperiode ved DBU’s repræsentantskabsmøde 1. marts 2014 efter 12 år som politisk ansvarlig for Danmarks største sportsorganisation, skriver fodboldforbundet.

- Jim Stjerne Hansen, 60 år, fratræder sin stilling som generalsekretær 31. december efter 25 år som ansvarlig for den forretningsmæssige ledelse af landets økonomisk mest velfunderede sportsforbund, skriver DBU.

Ifølge pressemeddelelsen fra DBU kommer skiftet på ledelsesgangene nu, fordi fodboldforbundet i de seneste par år har gennemført en omfattende modernisering og omstrukturering af den forenings- og forretningsmæssige del af organisationen.

Jagten på Jim Stjerne Hansens afløser - som skal findes eksternt - indledes allerede i næste uge. Allan Hansens afløser skal findes blandt de 145 medlemmer af repræsentantskabet,  der er DBUs øverste besluttende organ. Formandskandidater skal være indstillet senest d. 31. december i år.

Selvom Allan Hansen stopper i DBU, så fortsætter han sit internationale arbejde i UEFAs Excecutive Committee og i FIFAs Audit & Compliance Committee.

Jim Stjerne Hansen håber også at kunne fortsætte sit internationale arbejde, der tæller poster som næstformand for UEFA’s disciplinærkomité og match delegate for både UEFA som FIFA.

Således er det en del af fratrædelsesaftalen mellem DBU og generalsekretæren, at 'DBU positivt vil medvirke til', at Jim Stjerne kan fortsætte sit arbejde i UEFA og FIFA, som det hedder i pressemeddelelsen.

Samtidig er der også indgået en aftale om, at Jim Stjerne Hansen vil stå til rådighed som ambassadør for DBU i en række forskellige sammenhænge.

Dagens Gossip

Dagens TV